Frankrig!26. sep. 2008, 23:16Torsdag den femogtyvende september 2008. Dagen hvor jeg nærmest hovedløst kastede mig ud i, hvad der kan betegnes som knap 1/2000 af 1.000.000 (dvs. 500) kilometers rejse på tommelfinger. Målet var at nå en økologisk gård ca. 150 km øst for Paris, hvor jeg havde fundet arbejde. Undervejs krydsede jeg tre lande på ni forskellige kontinenter (knap og nap), jeg fik et lift af en dame, der var ældre end grauballemanden, og så havde jeg den bizarre fornøjelse af at blive betalt for at blaffe.Jeg kom lidt sent op. Klokken havde slået otte, da jeg kom ud af badet, og først klokken ti stod jeg på rampen til motorvej A4 i sydvestgående retning uden for Leiden. Det var min indianerlignende vært, Bo, der var så venlig at smide mig af, da den værste morgentrafik var lettet. Jeg fik hurtigt et lift til Haag, hvor jeg tilfældigvis stod strandet uden for den tidligere omtalte domstol i knap en time. Der var masser af biler, der var bare ingen, der ville samle mig op. At stå der i skøn formiddagssol og nyde synet af de flere hundrede biler, der passerede, mindede mig om, hvor meget jeg hader planlægning. Jeg havde udsat rejsen til torsdag i stedet for onsdag, så jeg kunne nå at forberede mig lidt. Men hvad nytter det at have fire computerprintede (og plasticlaminerede!) skilte, når der i folks øjne bare står LORT på dem alle sammen? Forhold dig for helvede til hvor du er NU og ikke andet. Altid. Det gjorde jeg så. Men først da der var gået en time og min tålmodighed helt og aldeles var opbrugt. Efter to minutter bed en kvinde på (den første af slagsen faktisk), da jeg havde kastet mit plasticlaminerede lort langt ned i tasken og skrevet Rotterdam på et stykke papir i stedet for. Herefter begyndte det så småt at hjælpe oven på en start, der ellers syntes temmelig ringe (klokken nærmede sig middag og jeg havde endnu ikke forladt Holland). Ved halv totiden stod jeg pludselig i Bruxelles. Jeg blev sat af et rigtig skidt sted i udkanten af byen, så jeg tog tasken på ryggen og spadserede mod nærmeste motorvejstilkørsel, hvor jeg endnu en gang tålmodigt måtte vente. Og vente. I ventetiden fik jeg dog selskab på tilkørselsrampen af Cédric, en canadier der havde blaffet rundt i Europa i et par måneder. Ligesom han var min første ligesindede, var jeg den første blaffer på hans vej. Jeg var nået til det punkt, hvor jeg var godt træt af at vente og se på biler køre lige forbi, så vi besluttede os for at slå pjalterne sammen til trods for, at vi skulle vidt forskellige steder hen. Lige som vi skulle til at fortsætte i hinandens selskab, drejede grauballemanden i forklædning som 85-årig dame ind på tilkørslen i en sort Toyota Yaris på franske plader. I min efterrationalisering af situationen (her dagen efter) kan jeg stadig ikke sætte en finger på, hvad der fik hende til at holde ind. Det strider imod al logik, at en så gammel dame holder ind på en stresset tilkørsel for at samle to unge drenge op. Cédric havde netop forladt Frankrig, så han blev på rampen, men jeg kunne ikke dy mig, så mit korte bekendtskab med Cédric endte her, og jeg var igen på rette vej. Hun var et nummer for sig. Hun levede livet i overhalingsbanen (bogstavelig talt) og var ikke bleg for at give sine medtrafikanter (især lastbilerne) et par kærlige ord med på vejen. Hun boede i Sydbelgien, så jeg blev sat af på en rasteplads nær den franske grænse, hvor jeg erfarede, at belgiere er nogle skumle sataner. Hvorfor? Fordi de helt åbenlyst har separate båse for pædofile på offentlige toiletter på rastepladser (se billede). Det er smagløst og under al kritik, hvis du spørger mig. Efter at være kommet mig over mit toiletbesøg, vandrede jeg ud på parkeringspladsen og spottede den første danskregistrerede bil, jeg havde set siden Tyskland: en grøn Citroën, i hvis hænder jeg var sikker på, at mit næste lift lå. Jeg skulle bare lige informere dens ejere om mine planer. Med mine gode talegaver (not) lykkedes det mig på underfundig vis at overbevise de to midaldrende danskere om, at jeg skulle cirka samme vej som dem. Det blev til et par timers samvær med Laurits og Lissi, der var på vej til Sydfrankrig. De var af en lidt anden støbning end jeg selv, men de syntes, jeg var en sød fyr, for da de satte mig af, stak de mig 20€. Det var fandeme mærkeligt, tænkte jeg. Det skulle da være den anden vej rundt med betaling, hvis det endelig skulle være? Jeg kravlede under bommen til motorvejsbetalingsanlægget, satte mig på en lille bakketop, kiggede på himlen og solen, der var ved at forsvinde i horisonten, og grinede lidt for mig selv over dagens begivenheder. Det var ikke noget særlig besøgt betalingsanlæg, jeg var blevet sat af ved her på kanterne af Reims. Tværtimod var det ret øde. Det blev stadig mørkere, og dermed var chancerne for at finde transport de sidste 150 km stærkt nedadgående. Endnu en gang forbarmede tommelfingertransporten sig dog over mig, da et ungt par fra Luxembourg efter ti minutters venten holdt ind. De kørte mig yderligere hundrede kilometer i den rigtige retning og satte mig af ved endnu et øde betalingsanlæg. Det var blevet helt mørkt og dermed umuligt at få flere lift. Mine kilometer i bil for den dag var talte. Jeg havde kæmpet en brav kamp, men måtte nu med nogle og 30 kilometer til mål overgive mig til nattens mulm og mørke. Skæbnens ironi. Nå. Hvad gør man så? Jeg begyndte at gå. Gik et par kilometer med fuld oppakning til jeg fandt et rentabelt sted at slå mig ned: noget der lignede begyndelsen til en skov, som lå placeret mellem en mark og en landevej. Omsider fik jeg brug for de to kilo telt, som jeg havde slæbt rundt på og løbende forsøgt at overbevise mig selv om, at jeg en dag ville få brug for. Jeg slog teltet op, lagde mig ud til marken og gloede lidt på stjerner, inden jeg kravlede ned i soveposen. Der var intet oversejl og intet liggeunderlag til at absorbere jordens ujævnheder, men det lykkedes mig dog at falde i søvn. Halløj for en dag! Jeg vågnede ved femtiden. Vendte og drejede mig lidt og tænkte en masse tanker. Faldt i søvn, vågnede igen og blundede videre til klokken var ni. Sprang ud af teltet til synet af en sur landmand og et skarpladt gevær, der var rettet mod mig. Vel gjorde jeg ej. Der var rigtig flot morgensol hen over marken, så det skulle da fotograferes. Jeg pakkede mine ting, traskede ud på vejen og begyndte at gå i retning af Rupt devant Saint Mihiel, hvor gården lå. Vejen var ikke vildt trafikeret denne fredag morgen. Alligevel lykkedes det mig at få et lift i løbet af et kvarters tid af en rigtig rar håndværker, der kørte i en stor sort truck og hørte god musik. Da vore veje skiltes, spiste jeg det sidste af min madpakke og gav mig på ny til væbne mig med tålmodighed. Jeg vil tro, der gik en god halv time, før en stor kassevogn holdte ind og kørte mig de sidste 12 kilometer mod destination økogård, hvor jeg ankom lidt i elleve. Status er, at jeg efter de første fjorten dage i erhvervet som nasser/pladsudnytter/miljøforkæmper/sludrechatol/blaffer har bevæget mig intet mindre end 1600 km og brugt 10€ på det (faktisk har jeg tjent 10€ på langdistancetransport, hvis man modregner de 20€, jeg fik af de søde danskere). Alt i alt har jeg brugt 160€, haft tag over hovedet hver nat (på nær i går) og vejer stadigvæk nogle og halvtreds kilo. Link til billeder og kort. |
| <- Tilbage |